-
Stifter af ÅBEN sætter ord på historien: »Vi har en moderne og ung tilgang i en til tider ellers konservativ branche«
المصدر: BDK Finans / 01 سبتمبر 2024 14:22:48 America/New_York
Hans far er advokat. Hans mor er advokat. Hans farmor er advokat. Af den grund »lå det i kortene«, at Philip Hulgaard skulle det samme. Eller rettere sagt, det bestemte hans far, at det gjorde. »Det var da også spændende. At komme ind sådan et sted, hvor folk gik på arbejde i jakkesæt, og der var flotte julefrokoster. I mangel af bedre ord, så følte man sig lidt vigtig,« fortæller Philip Hulgaard om jobbet som konsulent hos revisions- og rådgivningsgiganten PwC. Men fascinationen varede ganske kort. »Jeg spurgte mig selv, kan du se dig selv i det her om fem år? Og der var ikke et gram tvivl i mig. Svaret var nej.« I sine midt-20ere trak han stikket og sagde farvel og tak til skatteret. »Jeg havde ingen plan. Jeg havde intet job. Bare et forventningspres fra mine forældre og en lyst til at bruge mit liv på noget sjovt,« fortæller han. Nu er 36-årige Philip Hulgaard i gang med at revolutionere ølindustrien, hvor man ifølge ham ikke skal gå ret langt tilbage, før den primært var »domineret af maskulinitet, nørderi og dødningehoveder på etiketterne«. Noget andet end bare en øl Berlingske møder Philip Hulgaard i den grønne kødby i København, der danner rammerne for én ud af snart fem ÅBEN-lokationer. »Vi har en ølbar i Aarhus, Roskilde, Københavns Lufthavn, her i kødbyen og snart i Carlsberg Byen,« fortæller Philip Hulgaard. Pludselig stormer fire unge mennesker ind på bryggeriet. De virker ikke synderligt interesseret i de mange øl, der kan tappes fra 100-liters hanerne. Faktisk har de kun øje for det tøjstativ til højre for den centralt placerede bar, hvorpå der hænger kortærmede T-shirts med ÅBEN-logo både foran og bagpå. »Vi formår at åbne op for et andet klientel, der rækker ud over ølnørderne,« siger Philip Hulgaard med et smil i stemmen. Han er også meget bevidst om, at øllen, han brygger, skiller sig ud: »Jeg oplevede, lige da vi åbnede, at en gruppe kvinder kom forbi, og jeg kunne bare se skuffelsen i deres ansigter, da de hørte, at vi var en ølbar. Men så smagte de vores øl med blandede røde bær. Den fik dem til at blive hængende, og de drak da også tre-fire store fadøl hver.« Philip Hulgaard ser dog også en udvikling i den branche, som han er en del af. Hele æren vil han dog ikke tage. Men han er overbevist om, at ÅBEN, der blev etableret i 2016, i høj grad er med til at præge den. »Jeg vil sige, at vi har en moderne og ung tilgang i en til tider ellers konservativ branche, der er overvejende mandsdomineret. Og den har godt af at blive rusket lidt.« Selv tæller Philip Hulgaards personalestab 43 kvinder og 60 mænd. Og det er netop det, der skal til. »Hvis du vil skille dig ud, så kan du ikke skille dig ud på etikken mere. Heller ikke på produktet, for kvaliteten er over hele linjen blevet så god. Men du skal skille dig ud på den oplevelse, der er omkring dit produkt, og den identitet, som skabes,« siger Philip Hulgaard. Skabere af en ny kultur Ifølge den 36-årige stifter er det fokusset på æstetikken, det bløde og det feminine, der er med til at adskille ÅBEN fra andre bryggerier. »Det har også været en hjælp ikke at komme fra branchen, hvor mange har været skolet i den klassiske måde, som øl skal være på. Hvor vi har en lidt anderledes tilgang,« siger Philip Hulgaard og henviser blandt andet til indretningen: »Vi er for eksempel ikke kendetegnet ved at have de hårde lædermøbler, men i stedet lyse materialer og en følelse af noget hjemligt.« Siden april måned har Philip Hulgaard været et af de ni medlemmer af ExCom, der udgør det øverste ledelsesorgan hos bryggeriforeningen Danish Brewers' Association. Her er han i selskab med blandt andre Carlsberg, Coca-Cola og Royal Unibrew. »Fordi vi gør tingene anderledes, så tror jeg også, at det bliver anerkendt mere,« siger Philip Hulgaard. ÅBEN ApS landede sidste år et driftsresultat på knap en halv million. Virksomheden har dog stadig til gode at tjene penge på bundlinjen. Sidste år blev det til et underskud på cirka 140.000 efter skat. Kreativitet kan ikke tvinges frem Ideen til bryggeriet opstod lidt ud af det blå. Og så alligevel ikke helt. Philip Hulgaard fortæller, at han altid har været glad for at samle mennesker og levere en oplevelse. »Det startede nok i 9. klasse, da jeg var på efterskole, hvor jeg arrangerede fester med en kammerat. Hvor vi havde en lille entré i døren, hyrede nogle dørmænd og købte nogle billige øl over grænsen for at sælge dem i baren.« Det blev startskuddet på festen, der ingen ende ville tage. Philip Hulgaard er nemlig også manden bag den »elektronisk poppede« festival O Days, der afholdes på Refshaleøen i København. I år løb den af stablen for tredje gang og kunne med 5.000 solgte billetter melde udsolgt for første gang. »Festivalen er jo epitomet af det, vi vil; at skabe en oplevelse. På en eller anden måde den ærlige form for marketing,« lyder det fra Philip Hulgaard. Der er altså mange jern i ilden hos den 36-årige iværksætter. Men hvis der er noget, han ikke bryder sig om, så er det at have en plan for, hvad der skal ske og hvornår. »Bare det at tænke på, hvad vi skal lave næste år. Der kan jeg mærke, at det hele vender sig i mig. Det, som vi laver med ÅBEN, er ikke lavet, fordi vi skal. Det er lavet, fordi vi synes, det er fedt,« siger Philip Hulgaard og tilføjer: »Du kan ikke tvinge kreativitet frem, du kan ikke tvinge den gode idé frem. Den skal have lov til at spire af sig selv.« Tre råd til mennesket med en iværksætterdrøm Philip Hulgaard startede sit bryggerieventyr på sin mors gård i Kolding. Her var huslejen billig, og der kunne eksperimenteres for få penge. Han har tre råd til de danskere, der måtte gå med en iværksætterdrøm i maven. 1) Start småt, og hav ikke for store forventninger »Jeg tror, at mange forventer, at det skal være perfekt fra starten. Så laver de en to do-liste om koncept, forretningsplaner, visuel identitet, sociale medier og produktet i sig selv selvfølgelig. Og så drukner de i det, før de er kommet i gang,« siger han. 2) Overvej, hvad du vil ofre De folk, der siger, at man kan være iværksætter og arbejde 37 timer om ugen, dem tror Philip Hulgaard ikke på. »Det kræver blod, sved, tårer og ikke mindst tid. Så det er vigtigt, at du gør det klart for menneskene omkring dig, at det er det her, du vil,« siger han. 3) Spørg om hjælp Den kommer ikke af sig selv, og det er ikke en skam at bede om den. »Vi ringede selv rundt til forskellige bryggerier for at se, hvordan de gjorde. Jeg tror, de syntes, at det var lidt mærkeligt. Men det virkede rigtig godt og har været udslagsgivende for ÅBEN som virksomhed i dag,« fortæller Philip Hulgaard. https://www.berlingske.dk/virksomheder/stifter-af-aaben-saetter-ord-paa-historien-vi-har-en-moderne-og-ung